Mixed feelings

I februar-marts måned, fik jeg den der følelse af, at nu havde jeg ligesom fået nok USA for de næste mange år, og jeg var klar til at tage hjem. Ikke at jeg ville hjem før tid overhovedet, men var ligesom bare klar til at d.23 juni skulle komme, og jeg kunne sætte mig ind på flyet og komme hjem. Jeg havde det ikke skidt, eller var særlig ked af det - jeg havde ligesom bare ikke mere at give eller tage. Pludselig skete der så bare noget, og jeg begyndte at hænge rigtig meget ud med en gruppe venner, som jeg egentlig har kendt siden oktober, men som jeg aldrig sådan rigtigt at har lavet noget med. Var rigtig gode veninder med en af pigerne i gruppen, så når jeg snakkede med hende, var de andre der tit også, og det ville så ligesom bare være det jeg så til dem. Men ja så pludselig begyndte jeg at snakke meget mere med dem alle, og vi tog rundt sammen, og hang ud, og de begyndte også at invitere mig til deres ting og den ene ting førte til det andet, og en af drengene i gruppen inviterede mig til Prom, og det er faktisk nået så langt at vi faktisk dater og har været sammen i 2½ uge nu. Ikke kun kom jeg rigtig tæt på ham, men også alle de andre, og jeg holder SÅ meget af dem allesammen. De er bestemt ikke mine eneste venner her, men de er helt sikkert nogle af mine bedste venner. Samtidig med at jeg kom tættere på dem, begyndte jeg også bare at nyde tiden mere, og snakke mere med alle, og bare slappe af, og acceptere at der altså trods alt stadig er 2½ måned tilbage, og det skal bare være de bedste 2½ måned nogensinde. Jeg elsker mit liv her, og tanken om at jeg måske aldrig kommer til at se mange af mine venner igen, er virkelig virkelig hårdt. Nu har jeg knoklet og knoklet i 6-7 måneder for at nå til det her stadie, og det er enormt psykisk hårdt at være udvekslingsstudent i de første mange måneder - meget hårdere end jeg havde forventet og så bare forlade det hele, lige når det begynder at gå så godt, er bestemt ikke sjovt. Jeg har oplevet så meget her i USA, og er ikke en ny Emma, men bestemt en .. forbedret Emma, hvis man kan sige det. Det kan være svært at kapere alle tanker, alle oplevelser og billeder r og forstå at det hele rent faktisk er sket, og er rigtigt. Der er så meget, og vil gerne have det hele med mig. Jeg er bange for at glemme de mindste ting - se mine venner smile - hyggeaftenerne som for mine venner måske er overflødige, men for mig en vigtig brik i det kæmpe puslespil det her eventyr er - gåturene i gangene på min high school imellem hver time, hvor alle smiler og siger hej og ja generelt bare de små ting. Til nye udvekslingstudenter - tag absolut intet forgivet, da du aldrig nogensinde vil få det tilbage, eller prøve det igen! :) Det skal ikke forstås som om jeg ikke vil hjem, fordi er du gal hvor kan jeg ikke vente til at gå ud gennem dørene i Kastrup og se min familie og venner igen. Kan ikke vente til at leve mit danske liv igen, hvor jeg ved præcis hvad jeg kan tillade mig, og hvad jeg ikke kan osv. Savner alle i Danmark, og alt ved Danmark helt ekstremt meget, så det er også derfor det her indlæg hedder "mixed feelings", fordi har virkelig virkelig mixed feelings. Jeg ved ikke om det her indlæg giver nogen mening, da jeg ikke har læst det igennem, men håber alligevel at det er til at forstå. Havde hvert fald lige lyst til at skrive noget om alting!